Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen i Hundredemeterskoven

På en af Amagers rolige villaveje gemmer Hundredemeterskoven sig. Vi er et børnehus med både vuggestue og børnehave og har børn i alderen 0-6 år. I Hundredemeterskoven arbejder vi ikke med en særlig pædagogisk retning eller et bestemt tema. Hver dag møder vi børnene i øjenhøjde, lige der hvor de er – og det er med det udgangspunkt, at vi planlægger dagens aktiviteter.

På den måde er der plads til at skabe udvikling og læring for børnene i alle de små ting, der sker både inde og ude. Det kan være et særligt insekt, der pludselig dukker op på legepladsen, skal undersøges med en lup og findes i en bog. Eller det kan være, at vores kok har brug for nogle ekstra børnehænder til at forberede dagens måltid og smage til. Vi udnytter hverdagssituationerne til at skabe meningsfulde pædagogiske aktiviteter, så børnene lærer og udvikler sig hver dag.

Det er ikke helt tilfældigt, at vi hedder Hundredemeterskoven. Vi er nemlig inspirerede af Peter Plys’ særlige univers, hvor alle mødes og rummes for deres forskellighed, og vi giver plads til at stoppe op, undre sig og tænke store tanker om alle de bittesmå ting, der møder os. Vores stuer er også navngivet efter Plys og hans venner i Hundredemeterskoven.

Denne undren og de store spørgsmål finder også vej ind i personalegruppen. Vi har et stærkt fællesskab i Hundredemeterskoven og kender hinanden rigtig godt – det betyder også, at vi ved, hvad der fungerer, når det handler om at skabe tryghed, udvikling og latter hos husets mange børn. Men det betyder ikke, at vi blot kører efter rutinen eller hviler på laurbærrene. Vi tager os nemlig altid tiden til dialog om den måde, vi gør tingene på – og vi suger til os af læring og nye perspektiver, når de møder os.
 

Fakta om Hundredemeterskoven

I Hundredemeterskoven har vi 102 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Vuggestuebørnene er fordelt på Tigerstuen, Uglestuen og Grislingerne med 12 børn på hver stue. Kængurustuen, Æselstuen og Plysserne er vores børnehavestuer, som hver har 22 børn.
 

Et ganske særligt hus i en grøn oase

I Hundredemeterskoven har vi et ganske særligt hus, som er skabt i børnehøjde i alle aspekter. Da huset blev bygget i 1999, var vi selv med inde over byggeprocessen, og huset blev skabt med et helt særligt blik for den måde, barnet ser verden på. Det betyder for eksempel, at alle stuer har lavt placerede vinduer, så børnene kan følge med i alt det, der sker udenfor. Og vores køkken har en stor åbning med et indbygget trin, så børnene altid kan træde op, se ind over køkkenbordet og følge med i, hvad vores kok har gang i.

Vi har et krearum med alt, hvad man kan drømme om af papir, stof, lim, tusser og bånd til at sætte fantasien fri og være kreativ. Derudover har alle stuer et lillebitte rum med forhæng for, hvor man kan sætte sig ind, når man har brug for at trække sig et øjeblik. Og alle stuer har egen udgang til legeplads, så det er let at tænke inde- og udeaktiviteterne sammen i det daglige.

Vores udendørs omgivelser er også noget for sig. Vi har et stort hus, som egentlig består tre små huse, der er forbundet af en lang gang. Hvert hus, der består af to stuer, har sin egen lille legeplads, som vi har direkte adgang til fra stuerne. Vi har også en stor fælles legeplads, hvor vi alle slår os løs og blander os med hinanden.

Og vi er omringet af store grønne træer, som afskærmer os fra husene og villavejene rundt om os og skaber en skøn, grøn børneoase med et insekthotel, skovjordbær og grøntsager, som vi selv gror, høster og spiser. I vores naturværksted har vi redskaber til at undersøge naturen og tavler, der lærer os om dyr og planter.
 

Om klyngen

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og Hundredemeterskoven er en del af Klynge H på Amager. Vi har et godt og tæt samarbejde med seks andre daginstitutioner i vores nærområde, og det giver os mange fordele.

Det betyder for eksempel, at vi har forskellige netværk - for eksempel et sprognetværk og et praktiknetværk - hvor både ledere og medarbejdere har mulighed for at deltage og sparre med hinanden på tværs af klyngen. Det er med til at sikre, at vi har en høj faglig kvalitet i alle vores institutioner, og at vi kan skabe de bedste rammer for alle vores børn, så de trives og udvikles fagligt og socialt.

Som medarbejder i vores klynge får du altså mulighed for at udfolde dine kompetencer og tale med medarbejdere fra egen og andre institutioner, når idéer og udfordringer opstår i hverdagen.

Derudover har vi også adgang til personale, som kender området og institutionen, og som kan træde til, hvis vores egne medarbejdere er fraværende.