Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole

Overgange er vigtige i børns liv, og det er vi opmærksomme på både i hverdagen og i tiden op til, at børnene skal skifte, både fra vuggetue til børnehave og fra børnehave til skole.

Fra vuggestue til børnehave

Vi nyder godt af, at vi er et relativt lille hus, og at vi derfor også har nemt ved at være sammen på kryds og tværs af stuerne. I hverdagen lægger vi vægt på, at huset er åbent, så børnene kan bevæge sig frit, og på legepladsen har de også rig lejlighed til at lege sammen, store og små.

Vi har også venskabsgrupper på tværs af vuggestuen og børnehaven. I venskabsgrupperne mødes vi omkring aktiviteter - både i hverdagen og når der er noget at fejre. På den måde lærer vi hinanden rigtig godt at kende i huset, og det betyder, at skiftet fra vuggestue til børnehave bliver et trygt skift. Og så gør det heller ikke noget, at man på legepladsen kan hilse på sine gamle venner fra vuggestuen, når man er startet i børnehave,

Når vuggestuebørnene starter i børnehaven, får de en børnehaveven, der hjælper dem med små praktiske ting, såsom deres nye garderobeplads. Det er alt sammen med til at forberede dem på børnehavelivet her i huset.

Fra børnehave til skole

Næste overgang er overgangen fra børnehave til skole, og det er et stort spring for jeres barn. Men børnene bliver klædt godt på: I vores storegrupper arbejder vi med at gøre dem klar til  det nye liv uden for Hundredemeterskoven. Vi vil gerne have, at de tager deres nysgerrighed og deres evne til at indgå i gode sociale relationer med sig. Samtidig skal børnene lære, at der i skolen er andre rammer for, hvordan hverdagen er. Derfor er børnene i en skolegruppe, hvor vi øver netop de ting, det sidste år de er i Hundredemeterskoven.

Inden jeres barn skal starte i skole og i fritidstilbud, inviterer vi jer til en sidste samtale hos os. Vi samarbejder tæt med skole og fritidstilbud om overgangen fra børnehave til skole, og derfor laver vi det, vi kalder en skriftlig vidensoverdragelse. Til den sidste samtale vil vi gennemgå den med jer, og vi vil bede jer om samtykke til at overlevere vidensoverdragelsen til skolen.

Hvis I har skrevet jeres barn  op på en privatskole, er det op til jer, om I vil aflevere vidensoverdragelsen til jeres barns skole. Hundredemeterskoven overleverer kun til folkeskolerne.