Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Hundredemeterskoven

Rammerne for vores hverdag er temmelig faste, men det, vi fylder i rammerne, varierer meget. De faste rammer giver tryghed og forudsigelighed for både børn og voksne, men skaber plads til, at vi kan være spontane og gribe børnenes nysgerrighed og ønsker til, hvad vi skal lave. 

Dagens gang

Om morgenen har vi samling i vuggestuen, hvor vi synger, læser og taler om, hvad dagen går ud på. Formiddag i både vuggestuen og børnehaven bruger vi på tilrettelagte pædagogiske aktiviteter. Det vil sige, at vi planlægger forskellige aktiviteter, som er tilpasset børnenes alder og gruppe.

Nogle aktiviteter laver vi på de enkelte stuer, andre på tværs af stuer og alder.

I børnehaven holder vi samling i forbindelse med frokosten, som vi spiser omkring klokken elleve, også i vuggestuen. Vi ved, at mange læreprocesser ligger skjult i hverdagen, og måltidet er et godt eksempel. I både vuggestuen og børnehaven bruger vi måltidet til at øve blandt andet sprog og sociale kompetencer – udover at vi selvfølgelig også bliver mere og mere madmodige.

Efter frokosten putter vi de mindste, mens de største typisk leger ude i et af vores skønne, grønne legeområder. De kan gå på opdagelse og undersøge nogle af vores planter og træer, eller de kan cykle rundt på vores små køretøjer, hvis de altså ikke vælger at spille fodbold eller bygge en hule. Om sommeren laver vi af og til bål og spiser bålmad.

Midt på eftermiddagen, omkring klokken to, serverer vi en eftermiddagssnack for børnene, så de har lidt i maverne til den sidste del af dagen, som også kan foregå enten på legepladsen eller indendørs på vores stuer.

Udflugter

Nogle dage tager vi på ture. Det gør vi enten stuevis eller på tværs af stuer i både større og mindre grupper. Vi bruger lokalområdet rigtig meget. Vi elsker at tage til stranden, men vi besøger også Lergravsparkens Legeplads, Kastrupfortet, Naturcentret på Amagerfælled eller naturværkstedet ved Kløvermarken.

Kultur er en vigtig del af børnenes liv og dermed også af vores hverdag. Derfor tager vi også gerne bus eller metro, når vi skal i teatret, i kulturhuset eller på besøg på et af byens biblioteker.